Læs hele bestyrelsens beretning for 2010.
Generalforsamlingen Hjarbæk Fjord Golf Klub den 7. december 2010
Bestyrelsens Beretning
Tiden går ubeskrivelig stærkt – den ene golfsæson forsvinder, og den næste melder snart sin ankomst.
Finanskrise, golfbaner, der går konkurs, og problemer for det erhvervsliv, som vi alle skal leve af, har været hverdagsbudskaber i hele 2010. Nogle vurderinger går på, at krisen har toppet, og andre vurderinger går på, at det vil vare nogen tid endnu, inden kurven vender. Der er generelle problemer, men noget er også brancheorienteret.
Finanskrisen har ikke påvirket Hjarbæk Fjord Golf Klub i væsentlig grad i 2010, bortset fra medlemsudviklingen, men banens ejere Proark er hårdt ramt af krisen. Det vil antagelig få indflydelse på fremtiden for klubben.
Det er altid en meget væsentlig opgave for bestyrelsen at skulle berette om klubbens aktiviteter i det forløbne år. Det er vigtigt at få medlemmernes vurdering af det arbejde, der er lavet i bestyrelsen og i udvalgene.
Vi kan ikke ændre på noget med tilbagevirkende kraft, men vi kan bruge fortiden til at blive klogere i fremtiden.
Bestyrelsen håber selvfølgelig, at vurderingen fra medlemmer vil være konstruktiv, men uanset vurderingens udfald er det bestyrelsens opfattelse, at alle i udvalg m.v. har gjort deres bedste for, at medlemmerne har haft mulighed for at få gode golfoplevelser i 2010.
Denne beretning er naturligvis bestyrelsens og udvalgenes vurderinger af, hvordan det er gået i 2010, samt en konstatering af - og konklusion på - de aktiviteter, der er gennemført.
Efter I har hørt beretningen, er det som nævnt meget vigtigt for bestyrelsen at høre jeres meninger. Det giver os mulighed for at vurdere, om det arbejde, vi har lavet, er tilfredsstillende – og om den kurs, vi har valgt, er den rigtige.
I beretningen vil jeg nu gøre status på det år, der er gået siden sidste generalforsamling.
Momsproblematikken
Vi havde besøg af skattevæsenet i 2009, hvor en af deres opgaver var at kulegrave vores lejeaftale med Proark. Formålet var at vurdere, om der skulle pålægges moms på lejen samt greenfee- indtægterne m.v. I Hjarbæk ville det betyde en merudgift på ca. 1 mill. kr. til betaling af moms.
Det er en meget kompleks sag, som er drøftet indgående i bestyrelsen, og jeg vil give generalforsamlingen en kort redegørelse for de væsentligste områder.
I Danmark er der 80 - 90 golfbaner, der har den samme – eller en lignende – konstellation, som vi har i Hjarbæk, hvor vi lejer banen m.v. af et driftsselskab. Skats formål var, at disse baner skulle pålægges moms, da en af betingelserne for at være fritaget for moms er, at lejeren skal overdrages en eksklusiv brugsret, således at lejeren har eneretten til banen i perioden samt retten til at udelukke andre fra at anvende banen i samme periode. Har udlejeren Proark ret til at benytte arealet i lejeperioden, vil denne betingelse ikke være opfyldt, og det har Proark iht. vores lejeaftale.
Endvidere må klubben ikke drives med økonomisk gevinst for øje.
Dette blev gjort gældende i Himmerland Golf Klub, hvor Skat anlagde sag mod golfklubben, og Landsskatteretten dømte klubben til at efterbetale ca. 8 mio. kr. i moms. Sagen blev anket til Byretten, som omgjorde Landsskatterettens kendelse, således at moms ikke skulle betales bagud, men udelukkende fremadrettet.
Denne afgørelse får stor betydning for alle golfanlæg, som i dag drives af selskaber, der lejer banerne ud til golfklubber. Det vil give en helt urimelig skævvridning af konkurrencen, som er meget hård i forvejen, når kontingenterne pålægges 25 % moms.
Efter byrettens afgørelse har vi fået DGUs advokat til at vurdere vores lejeaftale med Proark ang. momsproblematikken.
Advokatens bemærkninger er bl.a., at ud fra aftalegrundlaget vurderes det, at forholdene i Hjarbæk delvist kan sammenlignes med momsafgørelsen fra juni 2010 i Himmerland.. Der foreligger en risiko for, at klubben kan anses for at arbejde med gevinst for øje og derved miste sin status som almennyttig forening.
SKAT har udsendt et styresignal, der præciserer forståelsen af ”udlejningsbegrebet” og eksemplificerer, at hvis udlejer har ret til at benytte det udlejede areal i lejeperioden, så vil der ikke kunne være tale om udlejning af fast ejendom, der er momsfritaget.
Underkender SKAT aftalen og opkræver moms af lejeafgiften, vil Proark Golf skulle bære en meromkostning. Om Proark kan vælte ”meromkostningen til momsen” over på klubben, både med tilbagevirkende kraft og fremadrettet, afhænger af aftalen.
Advokaten vurderer, at det er Proark, der har ansvaret for, at lejeafgiften momsretligt kvalificeres i aftalen. Proark vurderes således ikke at kunne vælte ”meromkostningen til momsen” over på klubben med tilbagevirkende kraft.
Fremadrettet vil Proark kunne opsige lejeaftalen i overensstemmelse med aftalen og fremadrettet pålægge lejeafgiften moms ved en ny aftale.
Endvidere er det ikke udelukket, at Proark kan ophæve aftalen ud fra bristede forudsætninger, da momspraksis nu er blevet præciseret. Dette betyder, at Proark måske kan opsige vores lejeaftale med omgående virkning.
Som det fremgår, er det en meget kompliceret sag, og bestyrelsen har naturligvis forhandlinger i gang med Proark for at få løst problematikken. Disse forhandlinger vil jeg informere om under dagsordenens pkt. 4.
Økonomisk udvikling
Klubbens økonomi har stort set haft den forventede udvikling i 2010 efter de fastlagte budgetter. Vores ejere Proark har ikke haft tilfredsstillende resultater, hverken i Proark Golf eller i moderselskabet. I regnskabet for 2009, som er det senest tilgængelige, kunne man læse, at moderselskabet Proark kom ud med et underskud på 256 mil. kr., og Proark Golf gav et underskud på ca. 18 mil. Kr.
Vi kender ikke resultatet for 2010, men vores forventninger er ikke positive.. Vi ved, at Hjarbæk Fjord Golfcenter kommer ud med et underskud på ca. 1,2 mio. kr. i 2010. I 2009 var underskuddet 600 tkr. og i 2008 ca. 1 mil. kr.
Bestyrelsen er naturligvis bekymret for den økonomiske udvikling i såvel moderselskabet Proark som i Proark Golf. Dette indgår i vores forhandlinger med Proark.
Hjarbæk Fjord Golf Klubs omsætning blev i 2010 på 4,4 mil. kr., mod 4,6 mil. kr. i 2009 og 4,8 mil. Kr. i 2008. Vi ser således et fald i totalomsætningen på 200 tkr. om året, selvom vi har gennemført kontingentforhøjelser.
Der er en mindre stigning i kontingentindtægterne i samme periode i forhold til sidste år, som udelukkende skyldes de kontingentstigninger, vi gennemførte for 2009, men der er en tilbagegang i greenfeeindtægterne.
Noget af tilbagegangen skyldes den lange vinter, vi havde, hvor golfsæsonen kom sent i gang. Endvidere var vores bane hårdt ramt af sneskimmel de første måneder, hvilket har holdt greenfee - spillerne væk.
De mere detaljerede økonomiske resultater vil Frede komme ind på under fremlæggelsen af regnskabet
Lokaletilskud
Vi har gennem de sidste par år ført forhandlinger med Viborg kommune om lokaletilskud, som gives til den leje, vi betaler til Proark for vores klubhus m.v
Efter kommunesammenlægningen var der fire golfklubber i det nye Viborg Kommune, nemlig Viborg, Tange, Hedens og Hjarbæk.
Klubberne havde modtaget tilskud til klublokaler, men tilskudsreglerne var administreret meget forskelligt i de gamle kommuner.
I 2007 besluttede kulturudvalget at lave en idrætsanalyse, herunder en særskilt analyse af golfklubberne i Viborg kommune. Denne analyse modtog bestyrelsen i 2008.
Det fremgik af analysen, at der var betydelige forskelle i de tilskud ,som var blevet givet til klubberne. Hvis man sammenlignede tilskuddene pr. m2, fik Viborg 680 kr. pr. år, Tange 436 kr. pr. år, Hedens 206 kr. pr. år og Hjarbæk 62 kr. pr. år.
Hvis man sammenlignede tilskuddene pr. medlem i klubberne, fik Viborg 370 kr., Tange 391 kr., Hedens 158 kr. og Hjarbæk 66 kr.
Det var derfor nødvendigt at få en harmonisering af lokaletilskuddene til golfklubberne. Dette arbejde blev igangsat via Viborg Idrætsråd.
Der har været flere møder mellem golfklubberne og Viborg Idrætsråd for at blive enige om valg af en model til harmoniseringen. Det var en meget svær opgave, fordi nogle klubber skulle af med penge for at få gennemført harmoniseringen. Kulturudvalget ville ikke af med flere penge, end der tidligere totalt set var givet til golfsporten.
Pga. af byrådsvalget blev beslutningen udskudt, således at en harmoniseringsmodel først skulle gælde fra 2011. Dette var vi ikke tilfredse med, da vores lokaletilskud var betydeligt mindre end de andre klubbers, hvilket vi har gjort kulturudvalget opmærksom på.
Endvidere har forvaltningen besøgt samtlige klubber for at vurdere forholdene, og på denne baggrund kom de med deres forslag til harmoniseringsmodel i august 2010. Det var en matematisk model, som ikke tog hensyn til golfklubbernes særpræg.
I modellen reducerede man det samlede lokaletilskud til golfklubberne fra 845.000 kr. til 510.000 kr. - altså en reduktion på 335.000 kr.
Alle klubberne var enige om, at det var en helt uacceptabel reduktion, endvidere var modellen efter klubbernes vurdering ikke tilfredsstillende.
Forvaltningens forslag resulterede i, at kulturudvalget sendte forvaltningens forslag til høring i golfklubberne og Viborg Idrætsråd. Efterfølgende har klubberne og Viborg Idrætsråd udarbejdet en ny og langt mere retfærdig model, som er blevet præsenteret for kulturudvalget. Der er således lavet et fælles høringssvar fra klubberne til kulturudvalget.
Kulturudvalget har herefter besluttet at forhøje tilskudsrammen til golfklubberne fra de 510.000 kr. til 679.000 kr. men ud fra forvaltningens model. Det var planen at den endelige beslutning skulle træffes på kulturudvalgets møde den 2.12.2010.
Det ville betyde, at Tange får reduceret deres lokaletilskud med 48.000 kr., og Viborg får reduceret med 202.000 kr. Hjarbæk ville få lokaletilskuddet forhøjet fra 45.000 kr. til 130.000 kr.
Sammen med Viborg Idrætsråd gjorde vi indsigelse mod kulturudvalgets beslutningsgrundlag, da man ikke havde taget hensyn til klubbernes model.
Det resulterede i, at formand og næstformand for kulturudvalget bemyndiges til at afholde møde om sagen med formand og næstformand for Folkeoplysningsudvalget, to repræsentanter for Viborg Idrætsråd og repræsentanter for golfklubber.
Sagen genoptages herefter i Kulturudvalget, hvilket bestyrelsen er tilfreds med, da det formentlig vil betyde en forbedring for Hjarbæk.
Trænersituationen
Leif Nyholm Golf Akademi har også haft ansvaret for træningen i 2010. Jens Peter Reinert, som er med i trænerteamet under Leif Nyholm, startede som træner i Hjarbæk ved begyndelsen af denne sæson. Der har været stor tilfredshed med Jens Peters indsats.
Samarbejdet med Leif Nyholm Golf Akademi forhandles for øjeblikket, og derfor kender vi ikke den endelige aftale for det kommende år.
Hjemmesiden
Ved starten af denne sæson lancerede vi vores nye hjemmeside, som har en mere fremtidsorienteret brugerflade. Men teknologien på området udvikler sig hele tiden, og det er meget vigtigt, at vi følger med. Bestyrelsens vurdering er, at den nuværende hjemmeside kan klare vores behov max.2 – 3 år, inden vi igen skal forny os på området.
I 2010 udsendte vi ikke nyhedsbreve, men til gengæld kommer alle nyheder på vores nye hjemmeside, hvor klubbens medlemmer og greenfee-gæster kan hente informationer.
Der udsendes løbende nyheder om klubbens forskellige aktiviteter, og dags dato er der udsendt 51 nyheder.
128 husstande er tilmeldt nyhedsagenten, der var mere end 200 husstande tilmeldt på den gamle hjemmeside. Bestyrelsen vil opfordre alle til at tilmelde sig nyhedsagenten, her udsendes alle informationer om klubben og vores aktiviteter.
Medlemsudviklingen
For første gang i 62 år er der et fald i antallet af medlemmer inden for DGU, hvor medlemstallet falder med 1.500 medlemmer fra 2009 til 2010. Udviklingen i antallet af golfbaner er nærmest eksploderet de sidste år. Dette sammenholdt med stagnationen i tilgangen gør, at de fleste golfklubber mangler medlemmer.
I 2006 var det gennemsnitlige antal medlemmer pr. golfklub 898, i 2010 er tallet 835 medlemmer pr. golfklub, dvs. gennemsnittet er faldet med 63 medlemmer. Det betyder, at mange klubber er trængt på økonomien.
Disse forhold er også gældende i vores klub. I 2006 havde vi ca.75 medlemmer mere end ved udgangen af 2010. Vi befinder os i et hårdt presset marked, hvor alle golfklubber i vores lokalområde gerne vil have flere medlemmer.
Den 1.januar 2010 havde vi 651 medlemmer, og den 1.januar 2011 har vi 596 medlemmer. Regner vi 21 prøvemedlemmer med, har vi 618 medlemmer, dvs. det er en nettotilbagegang på 33 medlemmer. Vores afgang har været større end forventet, nemlig 75 medlemmer, og vores tilgang har været mindre end forventet, nemlig 21 medlemmer.Det er naturligvis en bekymrende udvikling, men udviklingen ligner den generelle udvikling i markedet, selvom dette er en ringe trøst.
Der vil også i 2011 blive brugt mange resurser på at fastholde - og tiltrække - nye medlemmer til klubben. Vores promotionudvalg vil bruge mange kræfter på denne opgave.
Alle klubber vil de kommende år fokusere på medlemstilgang, og DGU har en målsætning om 15.000 nye golfspillere de kommende år. Vi vil se nye former for medlemskaber og kontingentsatser, som er tilpasset de ønsker og behov, der er blandt potentielle golfspillere. Feks. er aldersgruppen 25 – 45 år sjældne gæster på golfbanerne. Det er børnefamilier og personer, der er i gang med karrieren, der er i denne gruppe, og tiden til egne fritidsaktiviteter er begrænsede.
Der skal udvikles medlemskaber, som bla. tilgodeser denne gruppe. Vi vil antagelig se kontingentsatser på f.eks. 2.000 kr. med begrænset spilletid osv. Det er en spændende udvikling med mange muligheder, som vil stille store krav til golfklubberne om fleksibilitet og nytænkning de kommende år.
Promotionudvalget
Der er i 2010 gjort et meget betydeligt stykke arbejde for at tiltrække nye medlemmer. Det er vores promotionudvalg, som har dette ansvar.
Udvalget har gennemført en række aktiviteter for at indfri målsætningen om en positiv nettotilgang.
Greenfee-gæster
Udviklingen i antallet af greenfee-gæster har været præget af den lange vinter, samt af at der generelt er flere golfbaner og dermed betydeligt flere tilbud til færre golfspillere i Danmark. Specielt det nordtyske golfmarked har i de sidste år udviklet mange tilbud til golfspillere, som danskere benytter sig af.
I 2008 havde vi 8.538 greenfee-gæster, og i 2009 havde vi 9.783, men i 2010 har vi kun haft 8.161 greenfee-gæster. Det er et fald på 1.622 ifht. året før.
Udviklingen gør – at der også på dette område skal tænkes nyt de kommende år for at få flere gæster til Hjarbæk. Der er store muligheder i Proark Konceptet med syv golfbaner, lejligheder, restauranter m.v., som ikke udnyttes optimalt i dag.
Antallet af grenfee-gæster har stor betydning for økonomien i Hjarbæk, som det fremgår af regnskabet.
Baneudvalget
Efter afholdelsen af DM for juniorer har vores bane været i ”topform”. Det har været nær det optimale, og der blev gjort en fantastisk indsat af greenkeeperne.
Vores baneudvalg er ansvarligt for pleje af banen og de ændringer, der skal foretages. Udvalget har officielt 3 møder om året, et ved sæsonstart, et ved Midsommer, og endelig den årlige banegennemgang i oktober måned.
Årets banegennemgang indeholder de ”arbejder”, der skal udføres i den kommende vintersæson og i de følgende år.
Der er udarbejdet en prioriteret liste, som du vil kunne læse mere om på hjemmesiden.
Foruden de 3 officielle møder er der en løbende kontakt med chefgreenkeeperen samt centerchefen vedr. baneaktiviteter og de problemfelter, der opstår i løbet af sæsonen.
Klubmedlemmer og vore gæster bliver løbende orienteret om aktuelle ”tiltag” på klubbens hjemmeside.
Turnerings – og handicapudvalget
Klubturneringer:
Der er i 2010 afviklet 14 klubturneringer inklusiv klubmesterskaberne. Der har været i alt 881 deltagere. Det er en tilbagegang på 9 % i det gennemsnitlige deltagerantal pr. turnering i forhold til 2009.
Tirsdagsmatcher:
I 2010 har der været afholdt 26 turneringer med i alt 534 deltagere. Det er en tilbagegang på
8 % i den gennemsnitlige deltager antal pr. turnering i forhold til 2009.
Vi har også afviklet 22 ni-hullers turneringer med i alt 201 deltagere. Det gennemsnitlige deltagerantal i ni-hullers turneringerne er på samme niveau som i 2009.
Klubmesterskaber:
I slutningen af august blev årets klubmestre fundet. Vinderne af årets klubmesterskaber blev:
Damer: Irene Kruse Pedersen
Herrer: Kasper Klavsen
Mid-age herrer: Bjarne Bach Andersen
Senior damer: Ruth Nørremark
Senior herrer: Kristian Gransgaard
Veteran herrer: Anders Skov
Et stort tillykke til de nye klubmestre:
Royal Unibrew Golf:
Vi har også i 2010 deltaget i Royal Unibrew turneringen. Vi har haft hold med i C-rækken samt Senior- og Veteran rækken. Det lykkedes desværre ikke nogen af holdene at kvalificere sig til finalerunderne, men det bliver helt sikkert bedre i 2011. Tak til holdkaptajnerne Bjarne Skov Sørensen, Tage Kristensen og Leif J. Hansen.
Tilmelding til Regionsgolf Danmark 2011 (tidl. Royal Unibrew Golf) er sket, men der er fortsat mulighed for at skrive sig på tilmeldingslisterne i de rækker, der er tilmeldt.
Proark Golf seniormesterskab:
Årets Proark mesterskab blev afviklet hos Odense Eventyr lørdag d. 16. oktober og blev vundet af Skjoldenæsholm. Hjarbæk Fjord blev nummer 3.
Hjarbæk deltog med et hold bestående af 12 spillere, som havde kvalificeret sig via vores klub-kvalifikation, som blev afviklet søndag d. 15. august.
Tak til holdkaptajn Henrik Lund Rasmussen.
Handicapregulering:
Hver uge sæsonen igennem skal der reguleres scorekort. Tak til Lene Aagaard, Jette Vester Hansen og Hanne K. Madsen for det store arbejde, I gør hver eneste uge i hele sæsonen.
Ud over medlemmerne af turnerings- og handicapudvalget har flere af klubbens medlemmer hjulpet til som turneringsledere. En stor tak til jer.
Juniorafdelingen
Igen i år har vi haft 10-15 børn og unge til juniortræning hver torsdag.
Hver anden tirsdag har der været arrangeret klubmatch for juniorerne på henholdsvis Vestbanen og Par 3 banen.
I september måned var der arrangeret en endags tur til det flotte anlæg i Blokhus.
I efterårsferien deltog juniorerne i Pro Ark Mesterskaberne, som blev afviklet på Hjemmebanen i Hjarbæk. I gen i år var søren Kjeldsen den store oplevelse for de unge mennesker.
Juniorafdelingen vil også takke STARK Viborg, som er sponsor for de unge golfspillere.
Junior DM:
Klubben var i starten af august måned ansvarlig for afvikling af Junior DM. Det var en særdeles spændende opgave, at følge dem der kan være morgendagens danske golfstjerner.
Turneringen gav stor opmærksomhed om vores golfbane. Vi fik også en god omtale i pressen og på TV.
Der skal lyde en stor tak til klubbens medlemmer, for den frivillige indsats der blev ydet i forbindelse med arrangementet.
Eliteafdelingen
I eliteafdelingen har der været deltagelse i Kvalifikationsrækken og i 3. division.
Målet for Kvalifikationsrækken var at vinde de tre hjemmematcher. Det lykkedes næsten, da to ud af tre matcher blev vundet. Der har været en god holdånd under kyndig ledelse af holdkaptajn Henrik Lund Rasmussen.
For 3. divisions holdet var målet at forblive i 3. division. Det lykkedes med en 3. plads i puljen. Det var en rigtig flot præstation
Vi har igen næste år tilmeldt hold i Kvalifikationsrækken og 3. division.
Der skal lyde en stor tak til John Kjærgaard for kyndig afvikling af vore hjemmematcher.
Seniorklubben
Vi har også en meget aktiv seniorafdeling, som laver mange aktiviteter for seniorerne.
Hver onsdag i perioden fra april til oktober mødes mellem 30 - 40 af klubbens seniorer til en runde golf og hyggeligt samvær. I løbet af sæsonen er der også arrangeret ture til andre baner.
Vores dirigent Tommi Norling er valgt til ny formand for seniorklubben, tillykke Tommi.
Seniorklubben har besøgt Harrevig, Volstrup, Hvalpsund og Silkeborg. Der er afholdt 21 matcher i Hjarbæk, hvor der i gennemsnit har deltaget 31 medlemmer. Endvidere er der afholdt 4 matcher i andre klubber, hvor der i gennemsnit har deltaget 30 medlemmer. Seniorklubben har også spillet mod Blokhus, der spilles om et trofæ, som Hjarbæk vandt tilbage i år.
I 2010 fik vi indført gunstart for seniorerne om onsdagen, og den tidligere formand har oplyst, at det giver en rigtig god afvikling af matcherne. Det har minimeret ventetiden såvel før som efter matcherne.
Alle, som har mulighed for det, opfordres til at møde op i seniorklubben.
Herredag
Herredagen har i denne sæson haft deltagelse af i alt 50 af klubbens medlemmer.
Det er et tilfredsstillende antal, men vi vil forsøge at få endnu flere til at deltage i næste sæson.
I løbet af sæsonen har der været afviklet en gennemgående turnering - Order of Merit - hvor de 10 bedste stabelford runder var tællende.
Vinder af denne turnering blev Michael Thoft, der samlede 351 point sammen i de 10 bedste runder. Der giver et flot gennemsnit på 35,1 point.
I maj måned blev der arrangeret en endags tur til Trehøje Golfklub og i september var der en weekendturen til Blokhus. Der var stor tilslutning til specielt arrangementet i Blokhus, som var en rigtig hyggelig tur.
Afslutningsmatchen var arrangeret som en kombineret golf- og bowlingmatch, der sluttede med buffet hos Bowl and Fun.
Vi vil gerne have mange flere deltagere næste år. Følg med på hjemmesiden, og se herreprogrammet for 2011.
Begynderudvalget
De nye medlemmer i klubben skal igennem et begynderprogram. Det er vores begynderudvalg, der har ansvaret for, at de kommer godt i gang med golfspillet. Begynderudvalget gør et stort stykke arbejde for, at de nye medlemmer kan føle sig velkommen i klubben.
Der spilles begynderturneringer om torsdagen, og det har fungeret godt med hjælp fra gode turneringsledere og hjælpere.
Jonna og Ken Wulf har valgt at stoppe i udvalget, og vi siger tak for det arbejde, som de har lagt i begynder udvalget. Laila Struntze og Anette Mehlsen har overtalt deres mænd til at hjælpe dem i begynderudvalget fremover.
Endvidere vil Britta Thorsager også hjælpe i den kommende sæson.
Begynderudvalget har egne sponsorer, og der skal lyde en tak Flemmings Frisørsalon, Energi Midt v/ Steen Hassing, samt Tove og Niels Vinstrup Jensen, Bækkelund Papir.
Regelkomiteen
Regelkomiteen er klubbens øverste organ, hvad angår fortolkning af golfreglerne. Det er regelkomiteen, der træffer afgørelse i de konkrete sager og tvister, der måtte opstå.
Udvalget har også påtaget sig ansvaret for afviklingen af den obligatoriske regelundervisning for begynderne.
Der skal lyde en speciel tak til John Kjærgaard for det store arbejde, han har gjort for klubben som kompetent underviser i golfreglerne for vores begyndere.
Fest – og tur
Fester:
I indeværende sæson har der været 2 sociale matcher, nemlig Sct.Hans Match og Afslutningsmatch
I begge tilfælde har der været golfspil med efterfølgende spisning samt henholdsvis Sct.Hans bål og afslutningsfest med musik og dans.
Midsommermatchen havde deltagelse af 57 medlemmer, og årets båltaler var Leif J, klubbens sekretær.
Til afslutningsfesten var der 81 deltagere, og årets golftaler var Kurt Eltong
Klubtur:
Den traditionelle Klubtur blev i år afholdt for 13.gang. Turen var henlagt til Jylland,” øst og vest for HSL”- med lørdagsgolf på Jelling Golfbane. Om søndagen blev der spillet på Skærbæk Mølle Golfbane.
Der var overnatning på Hovborg Kro. Der deltog 37 af klubbens medlemmer.
Sponsorudvalget
Finanskrise og generel økonomisk afmatning fremmer normalt ikke sponsorudvalgets arbejde. Det har mange foreninger, sportsklubber og herunder golfklubber kunnet mærke både i 2009 og 2010.
I sæsonen 2010 har klubben haft opbakning fra i alt 15 sponsorer på vores klubturneringer, klubmesterskaber, hulspilsturnering og juniorarbejde. Desuden har 21 annoncører bakket loyalt op, hvilket er uændret i forhold til 2009. Indtægterne fra annoncører blev 38.100 kr., hvilket er lidt mindre end i 2009, fordi der er sket en harmonisering af annonceprisen. Status er, at vi har fastholdt opbakningen fra vores trofaste sponsorer og annoncører, hvilket vi er rigtig glade for i en tid, hvor økonomien er stram. Sponsorudvalget vil fortsat arbejde på at få udvidet kredsen af annoncører, men 2011 tegner til også at blive et hårdt år for erhvervslivet. Tips fra medlemmer er altid velkomne. Prisen på en annonce til hjemmesiden, og vores 2 infoskærme er kun 1.700 kr.
Alle klubbens medlemmer har glæde af den støtte, der ydes fra vores sponsorer og annoncører. Sponsorudvalget og bestyrelsen vil derfor gerne opfordre alle medlemmer til at påskønne det gennem deres indkøbs- og forbrugsvalg. Endelig et opråb: Sponsorudvalget har brug for dig! Hvis du har forslag til nye sponsor- eller annoncøremner eller lyst til at deltage i sponsorarbejdet, vil udvalget meget gerne høre fra dig.
En stor tak til alle vores sponsorer og annoncører for jeres støtte i 2010. Bestyrelsen håber, at jeres store velvilje vil fortsætte i 2011.
Hjarbæk Fjord Golf Klubs Pulje
Iflg. vedtægterne for Hjarbæk Fjord Golf Klubs pulje skal vi i forbindelse med den ordinære generalforsamling i HFGK give en orientering om puljens aktiviteter i det forløbne år - herunder redegøre for foretagne uddelinger.
Puljens formål er at yde økonomisk støtte til medlemmer af Hjarbæk Fjord Golf Klub.
Støtten gives primært til uddannelsesformål inden for golfsporten, men kan også gives som støtte til medlemmerne til andre formål - efter puljebestyrelsens bestemmelse.
Puljens bestyrelse består af de til enhver tid siddende bestyrelsesmedlemmer i Hjarbæk Fjord Golf Klub, der beklæder formands – sekretær og kassererposterne.
Det er således Leif J. Hansen, Frede Krag og undertegnede.
Der har ikke været ansøgninger – og der er således ikke foretaget uddelinger fra puljen i år.
Afslutning
Med denne beretning har bestyrelsen bestræbt sig på at give et retvisende billede af situationen i Hjarbæk Fjord Golf Klub. Der er flere vitale områder for klubben, hvor vi kunne ønske en mere positiv udvikling. Men vi er underlagt de markedsvilkår, som er gældende for golfsporten i disse år. Vores geografiske placering betyder også, at vi de kommende år skal tænke nyt og anderledes for at sikre vores udvikling og eksistens. Endvidere er den økonomiske udvikling for vores ejere Proark, meget afgørende for de fremtidige muligheder og vores samarbejdsrelationer.
Selvom klubben på flere områder er ude i noget blæsevejr for øjeblikket, bygger bestyrelsen ikke læhegn. Vi har valgt at bygge vindmøller, det er der mere energi i, det tror vi mere på.
Afslutningsvis vil jeg vil på bestyrelsens vegne, takke alle udvalgsmedlemmer for en stor indsats igennem hele sæsonen. Endvidere en tak til de medlemmer, der altid er villige til at hjælpe med de mange gøremål i klubben.
En tak til alle udvalgsmedlemmer, som gør en kæmpe indsats for, at vi alle kan dyrke vores dejlige sport. En tak til hjælperne i kaninmatcherne, som er uundværlige.
Takken gælder også medarbejderne i sekretariatet og Proshoppen, vores træner og alle i restauranten.
Uden alle disse hjælpsomme mennesker kunne det hele ikke fungere.
Sidst – men ikke mindst - vil jeg takke den øvrige bestyrelse for et godt, udbytterigt og konstruktivt samarbejde i det forløbne år.
Hjarbæk Fjord Golf Klub
Bestyrelsen
© 2013 Hjarbæk Fjord Golf Klub - Webmaster -
All Rights Reserved.