Hjarbæk Fjord Golf Klub har fået skabt et stærkt fundament for fremtiden
Hjarbæk Fjord Golf Klub og ejeren af golfanlægget Proark golf PLUS har indgået en ny 10-årig aftale
Pressemeddelelse
Hjarbæk Fjord Golf Klub har fået skabt et stærkt fundament for fremtiden.
Mellem Hjarbæk Fjord Golf Klub og ejeren af golfanlægget Proark golf PLUS er der indgået en ny 10-årig aftale. Aftalen indebærer betydeligt lavere kontingenter til alle medlemmer og styrker derfor også mulighederne for at kunne tiltrække nye medlemmer til den meget flotte bane ved fjorden. Aftalen indebærer desuden, at medlemmerne mod en ekstra betaling kan spille frit på foreløbig yderligere 10 kvalitets baner rundt i landet.
På den ekstraordinære generalforsamling den 20.september, blev den nye aftale enstemmigt godkendt.
Klubbens lejeaftale til golfanlægget i Hjarbæk udløber ved udgangen af 2011, og forhandlingerne om den nye aftale har været længe undervejs.
Forhandlingerne blev vanskeliggjort, fordi skat ville lægge moms på lejen, hvilket alt andet lige ville betyde en betydelig stigning i kontingenterne for vores medlemmer, fortæller formanden Palle Kyed.
Det er nu lykkedes os at få lavet en ny 10-årig aftale, hvor Proark golf PLUS betaler moms af lejeindtægterne, men samtidig bliver det muligt for os, fra 2012 at nedsætte kontingentet for samtlige vores medlemskategorier.
Vores seniormedlemmer får en nedsættelse af det årlige kontingent fra 6.600 kr. i 2011, til 5.900 kr. i 2012, og vores juniorer får nedsat kontingentet fra 2.250 kr. til 250 kr. for et medlemskab.
Med de nye kontingentsatser bliver Hjarbæk Fjord Golf Klub særdeles konkurrencedygtig i vores lokalområde, da vi forventer, at de øvrige golfklubber i området vil komme med kontingentstigninger for 2012.
Hjarbæk Fjord Golf Klub har 27 huller fordelt på tre sløjfer, og som noget nyt lancerer vi et medlemskab, der giver mulighed for spil på vores vestbane, som har 9 udfordrende og flotte golfhuller. Vi forventer stor interesse for sådan et medlemskab, da det vil være et indslusningsmedlemskab, som vil være attraktivt for nye golfspillere men også for spillere, der ønsker en aftrapning af spillet. Kontingentet for sådan et medlemskab bliver 2.900 kr. om året.
Da banen i Hjarbæk er en del af Proark golf Plus, bliver der helt unikke tilbud til vores medlemmer via deres golfkoncept.
Som en overbygning på medlemskabet af Hjarbæk Fjord Golf Klub kan medlemmerne vælge at få et PLUS medlemskab, der giver mulighed for frit spil på yderlige 10 attraktive golfbaner i Danmark, som er med i Proark golf PLUS konceptet. Prisen for dette tilvalg bliver 1.700 kr. i 2012.
Disse gode muligheder som vi nu kan tilbyde vores medlemmer skyldes primært, at vi kan udnytte de stordriftsfordele, som Proark golf PLUS kan realisere via deres landsdækkende koncept.
Formanden Palle Kyed udtaler, at han er meget glad for, at aftalen nu er i hus. Den giver rigtig gode muligheder for at trække flere medlemmer til klubben. I vores område er konkurrencen hård, men med denne aftale er klubben godt rustet til de fremtidige udfordringer.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Palle Kyed telefon 40 80 75 76